Badmintonspilleren Jan Ø. Jørgensen arbejder fortsat på at komme tilbage til sit tidligere niveau, efter at en skade satte ham ud af spillet i det meste af 2017.
Den 30-årige dansker tog fredag endnu et lille skridt mod toppen, da han spillede sig i semifinalen i Taiwan Open, der er en såkaldt super 300-turnering og dermed på femte niveau på World Touren.
Han var 35 minutter om at besejre taiwaneren Chen Chi-Ting med 21-18 og 21-12, hvilket sender ham videre til lørdagens semifinaler.
Her møder han Riichi Takeshita fra Japan, som på papiret ikke bør skræmme danskeren. Takeshita er nummer 81 på den seneste verdensrangliste, hvor Jørgensen er nummer 34.
Også i damesingle er der fortsat dansk deltagelse. Tredjeseedede Line Kjærsfeldt spillede sig videre til semifinalen med 21-13, 22-20 Fitriani Fitriani fra Japan.
/ritzau/











