OVERBLIK: Her er sagen om brandangrebet i Ry

    En 16-årig dreng blev alvorligt forbrændt, da han blev ramt af en flaske brændende benzin 6. februar 2017 i Ry.

    Fire unge mænd blev senere dømt ved retten i sagen, der blev kendt som Ry-sagen.

    Læs om forløbet her.

    * 6. februar 2017 blev en 16-årig dreng angrebet med en flaske brændende benzin ved idrætshallerne i Ry.

    * Han blev forbrændt på 20 procent af kroppen, primært på ben og lår, men også højre hånd og i ansigtet.

    * Fire drenge i alderen 15-16 år blev anholdt samme aften og sigtet i sagen.

    * Dagen efter blev de fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet på lukkede ungdomsinstitutioner.

    * De blev oprindeligt sigtet for drabsforsøg, men da sagen kom for retten, kom tiltalen til at dreje sig om grov vold under særdeles skærpende omstændigheder.

    * 4. maj 2017 blev de af byretten fundet skyldige i grov vold.

    * De to drenge, der af retten anses for hovedmændene bag angrebet, blev idømt fængsel i et år og seks måneder, heraf seks måneder ubetinget.

    * De to andre drenge blev idømt fængsel i et år, heraf fire måneder ubetinget.

    * En af drengene ankede dommen til landsretten, der stadfæstede dommen.

    * Både ofret og de fire dømte unge mænd var på gerningstidspunktet elever på 9. årgang på Mølleskolen i Ry.

    * Skanderborg Kommune har i en undersøgelse af forløbet konkluderet, at der var et relativt højt konfliktniveau på dette klassetrin på Mølleskolen.

    * Men kommunen mener ikke, at hverken den eller skolen kunne have handlet anderledes for at forhindre angrebet, der fandt sted efter skoletid.

    * Folketingets Ombudsmand gik i april 2017 ind i sagen for at se, om skolen og kommunen har handlet korrekt og i overensstemmelse med lovgivningen i forhold til de involverede drenge.

    Kilder: Ritzau, Retten i Horsens.

    /ritzau/