Flygtningehjælp: Danmark kan sagtens tage imod kvoteflygtninge

    Danmark kan sagtens tage imod kvoteflygtninge og samtidig arbejde på at integrerer de flygtninge, der allerede er her.

    Det mener Christian Friis Bach, der er generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp.

    – Danmark er det eneste land i verden, der tidligere har taget kvoteflygtninge, men som nu er holdt op og tager nul.

    – Vores nabolande gør det, og de kan håndtere det. Der er endda en række lande i Europa, som har sagt, at for at få styr på flygtningekrisen, så tager de flere, siger han.

    Torsdag meldte udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) ud, at Danmark fortsat ikke er klar til at åbne for kvoteflygtninge.

    Hun har derfor besluttet, at Danmark heller ikke skal tage imod kvoteflygtninge i 2018.

    – Selv om vi har fået markant bedre styr på tilstrømningen, er vi stadig i den situation, at vi kæmper med at få integreret de mange flygtninge, der er kommet til Danmark de seneste år, siger Inger Støjberg i en pressemeddelelse.

    Men det er ikke korrekt, mener Christian Friis Bach. Han peger på, at Udlændinge- og Integrationsministeriets egne tal viser, at det går godt med integrationen.

    – Flere kommer i arbejde. Langt flere kommer i uddannelse. Kriminaliteten falder. Kommunerne siger endda, at de gerne vil tage imod kvoteflygtninge.

    – Så Danmark kunne sagtens løse denne her opgave. Og Danmark burde give et bidrag og tage noget ansvar, siger han.

    Sidste år vedtog Folketinget en ny og mere stram kvoteordning.

    Den indebærer, at det er op til udlændinge- og integrationsministeren at beslutte, hvor mange kvoteflygtninge Danmark årligt modtager.

    Inger Støjberg har bred opbakning til beslutningen i Folketinget. Alle partier i blå blok samt Socialdemokratiet siger nej til at tage 500 kvoteflygtninge gennem FN’s system.

    De øvrige partier i oppositionen ønsker til gengæld, at Danmark igen åbner for kvoteflygtninge.

    I det meste af 2016 og i hele 2017 afviste regeringen at tage imod kvoteflygtninge.

    Derfor beklager FN’s Flygtningeorganisation, UNHCR, også dagens meddelelse om, at udlændinge- og integrationsministeren har besluttet ikke at genstarte det danske program, skriver organisationen i en pressemeddelelse.

    FN’s Flygtningehøjkommissær, Filippo Grandi, har tidligere appelleret til den danske regering om at overveje at genoptage kvoteprogrammet.

    /ritzau/