Engelsk landstræner forlænger til efter VM i 2022

    Gareth Southgate har forlænget sin kontrakt som engelsk landstræner i fodbold, så den løber frem til efter VM-slutrunden i 2022.

    Det bekræftede Southgate torsdag ifølge flere nyhedsbureauer.

    Den oprindelige kontrakt mellem Gareth Southgate og Englands Fodboldforbund (FA) løb frem til efter EM i 2020.

    Gareth Southgate førte denne sommer England til semifinalen ved VM-slutrunden i Rusland.

    – Jeg er henrykt over at have muligheden for at stå i spidsen for landsholdet ved de næste to slutrunder.

    – Jobbet er et privilegium og en ære. Jeg oplevede på første hånd, hvordan nationen samlede sig omkring holdet denne sommer, og det var en speciel oplevelse.

    – Det bliver fantastisk at se, hvor langt det her unge hold kan gå i de kommende år, siger Gareth Southgate ved et pressemøde ifølge AFP.

    Martin Glenn, der er direktør i FA, udtrykker stor tilfredshed med forlængelsen med Southgate.

    – En kontraktforlængelse med Gareth Southgate var hele tiden vores førsteprioritet.

    – Han har gjort det bemærkelsesværdigt godt, og han har givet alle troen på, at England kan konkurrere på verdensscenen igen, siger Martin Glenn.

    Steve Holland, der er assistenttræner for England, har ligeledes forlænget sin kontrakt, så den også løber til efter VM i 2022.

    Gareth Southgate tog over som midlertidig landstræner for England, da Sam Allardyce blev fyret i september i 2016.

    Få måneder senere underskrev Southgate en permanent aftale på fire år.

    Semifinalepladsen denne sommer ved VM var Englands bedste præstation siden 1990.

    England tabte 1-2 til Kroatien i semifinalen i Rusland efter forlænget spilletid.

    Gareth Southgate er 48 år.

    Han opnåede 57 landskampe for England og scorede to mål i perioden fra 1995 til 2004.

    Han spillede i fem sæsoner for Middlesbrough, og forinden tørnede han i en årrække ud for Aston Villa.

    Som manager har han tidligere stået i spidsen for Middlesbrough og det engelske U21-landshold.

    /ritzau/