Myndighederne i Myanmar har i et forsøg på at afskrække krybskytter og smuglere brændt omkring 850 kilo dyredele.
Hundredvis af beslaglagte elefanthuder, 277 stødtænder, 1544 antilopehorn, 180 tigerknogler samt pangolinskæl fra skældyr og andre beslaglagte dele fra dyr blev destrueret ved en særlig ceremoni torsdag.
– Det er helt afgørende, at vi forsøger at værne om vort lands naturressourcer for kommende generationers skyld, siger Ohn Win, der er Myanmars minister med ansvar for naturressourcer.
Det er første gang, at myndighederne i Myanmar har foretaget en sådan offentlig afbrænding i deres kampagne mod krybskytter og smuglere.
Det anslås, at krybskytter og smuglere står bag illegal handel især i Myanmars grænseområder, som årligt beløber sig til omkring 130 milliarder kroner.
En stor del af efterspørgslen skyldes, at der blandt kineserne i nabolandet er en udbredt tro på, at dele fra sjældne dyrearter har en medicinsk værdi.
Nyi Nyi Kyaw, som er generaldirektør i Myanmars skovdepartement, siger, at der især ses en alarmerende stigning i antallet af krybskyttebander, der jagter elefanter – især i lovløse områder i Rakhine, hvorfra mange vilde elefanter følger vildtspor til Bangladesh.
Myanmars junglemyndigheder forbereder aktioner, hvor de vil gribe ind og beslaglægge våben, hvor det er muligt. Samtidig har myndighederne indført mere moderne teknologi, hvor de blandt andet tager fingeraftryk af beslaglagte elfenben.
Sapai Min fra Verdensnaturfonden WWF Myanmar siger, at Myanmars regering gør gode fremskridt i kampen mod krybskytterne og de kriminelle bander – blandt andet på grund af tiltagende ranger-patruljeringer.
Men kritikere siger, at der ikke er politisk vilje til at gribe ind over sofistikerede netværk, som bliver væbnet og finansieret af magtfulde mafialedere i Kina.
– For mig at se er det vigtigere, at folk bliver retsforfulgt og fængslet frem for at gennemføre en ceremoniel afbrænding af beslaglagte dyredele, siger Edwin Wiek fra Naturvennernes Fond i Thailand.
/ritzau/AFP