Tennisspilleren Caroline Wozniacki er klar til kvartfinalen i China Open efter sejren på 7-5, 6-4 over esteren Anett Kontaveit.
Sejren betyder samtidig, at den den danske stjerne er sikker på en plads i WTA Finals, der samler sæsonens otte bedste spillere i Singapore fra 21. oktober. Her er Wozniacki forsvarende mester.
Det er sjette gang i karrieren, at hun er klar til sæsonfinalen.
Wozniacki har ellers været igennem en svær periode de seneste måneder med en række tidlige exits, men hun lader til at være på rette vej i China Open, der rangerer lige under de fire grand slam-turneringer.
Sejren over Kontaveit var opløftende. Esteren har vist god form på det seneste og nåede finalen i Wuhan Open i sidste uge.
Spillemæssigt præsterede Wozniacki noget af det bedste siden triumfen i Eastbourne i juni. Tilgangen var offensiv, og hun gik efter slagene, hvilket var vigtigt for ikke at overlade for meget initiativ til den aggressive Kontaveit.
Esteren trådte ind i banen for at tage teten, og det medførte uundgåeligt mange vinderslag.
Men Wozniacki bevægede sig godt og var forudseende og sendte det meste tilbage, hvilket tvang en lang række uprovokerede fejl ud af Kontaveits ketsjer.
Danskeren blev brudt til 0-1, men svarede omgående tilbage. Derpå holdt spillerne serv, indtil Wozniacki brød til 5-3, men ikke formåede at serve sættet hjem.
Wozniacki skulle dog spille sig til fem sætbolde ved stillingen 5-4 i modstanderens serv, men efter et maratonparti på 15 minutter, hvor stillingen var “lige” ti gange, udlignede Kontaveit alligevel til 5-5.
Snart skulle der komme en ny chance. Foran 6-5 kæmpede Wozniacki sig tilbage fra 0-30 i Kontaveits serv og udnyttede den sjette sætbold.
Kontaveit havde fra kampens begyndelse tapet sit venstre lår op, og efter sættet forlod hun banen for at modtage behandling.
Hun tog sig flere gange til låret, men hun så dog ikke decideret besværet ud under duellerne.
Men Wozniacki havde et lille overtag, og det gav afkast på pointtavlen med servegennembruddet til 4-2.
Kontaveit var dog slet ikke færdig og fulgte op med gode partier og udlignede til 4-4.
Men Wozniacki hev efterfølgende sit serveparti hjem til 5-4, og efterfølgende leverede Kontaveit et af kampens svageste partier. Wozniacki brød rent og sikrede dermed sejren.
I fredagens kvartfinale venter tjekken Kateřina Siniaková, der rangerer som nummer 40 i verden.
/ritzau/