Sagen om hvidvask i Danske Bank kan give bøder og ridser i omdømmet, og derfor ser banken det nødvendigt at polstre kistebunden til fremtiden.
Finanstilsynet har bedt banken om at lægge yderligere fem milliarder kroner til side, så vagthunden nu samlet har påbudt Danske Bank at polstre sig med ti milliarder kroner.
Danske Bank er enig i, at det er den rette vej at gå. Det fortæller Morten Mosegaard, der er økonomidirektør for banken.
– Vi tager situationen meget alvorligt, og derfor tror vi, at det er rigtigt at være forsigtige på nuværende tidspunkt.
– Den ekstra polstring tager højde for, at der er bekymringer omkring banken samt risikoen for en bøde, siger han.
Han vil på nuværende tidspunkt ikke spekulere i sandsynligheden for en bøde som en konsekvens af hvidvasksagen, der udspringer fra bankens estiske filial.
Torsdag har Danske Bank bekræftet, at USA’s justitsministerium undersøger sagen, og i forvejen er bagmandspolitiet i både Danmark og Estland i gang med en efterforskning.
Ud over risikoen for bøder skyldes den ekstra polstring, at der er kommet ridser i Danske Banks omdømme.
– En bank skal leve af tillid. Den har lidt et knæk under den her sag, og den skal vi arbejde hårdt for at genoprette.
– Det gælder over for vores kunder, vores långivere, politikere, aktionærer og det omgivende samfund, siger Morten Mosegaard.
Danske Bank har som følge af påbuddet fra Finanstilsynet valgt at forhøje sin egen målsætning for, hvor mange penge der skal være på kistebunden.
– Der er mange, som lige nu er bekymret for usikkerheden om Danske Bank. Det er vi ikke glade for at se, og derfor vil vi hellere være lidt forsigtige frem for aggressive, siger Morten Mosegaard.
Den ekstra polstring går ud over Danske Banks aktionærer, da bankens aktietilbagekøbsprogram på ti milliarder kroner er blevet annulleret.
Et sådant program er en måde for en virksomhed at sende penge tilbage til ejerne ved at købe egne aktier og annullere dem.
På den måde bliver der mindre aktier i omløb, og værdien af selskabet bliver dermed fordelt på færre hænder.
Ifølge aktieanalytiker Mikkel Emil Jensen fra Sydbank vil Danske Bank kunne håndtere en bøde på helt op til 40 milliarder kroner, uden at den ville skulle bede aktionærerne spytte i kassen.
– Danske Bank er meget stærkt polstret, så der skal en meget massiv bøde til, og det har vi ikke set i de fleste sammenlignelige sager for andre banker, siger Mikkel Emil Jensen.
/ritzau/