En dommer i Aalborg har torsdag besluttet at blive siddende bag podiet i en større sag om økonomisk kriminalitet.
Dommer Poul Erik Nielsen og de to domsmænd afviser en påstand fra to tiltalte om, at de tre er inhabile og derfor skal vige deres sæde.
Dermed er der langt om længe udsigt til, at den efterhånden gamle sag kan blive afgjort.
Snart er det fire år siden, at Nordjyllands Politi sendte anklageskriftet til retten. Tiltalen om momssvig for 7,5 millioner kroner blev rejst i december 2014.
Siden da har der imidlertid været rejst en stribe formelle og processuelle indsigelser. Blandt andet er det blevet undersøgt, om anklageskriftets udformning lever op til lovens krav. Også EU-retlige spørgsmål har været rejst.
For længe siden har retten besluttet at beskytte de tiltalte med et navneforbud. Begge, der i øvrigt er kommet op i 60’erne, nægter sig skyldige. De påståede lovovertrædelser skal være begået i perioden fra 2007 til 2010.
De tiltalte har ment, at dommer Poul Erik Nielsen tidligere er kommet med tilkendegivelser, som gav indtryk af, at han havde dannet sig en bestemt opfattelse af sagen.
En af forsvarerne, advokat Lars Henriksen, har tidligere afvist, at man har forsøgt at trække sagen i langdrag.
– Nej, det har vi ingen interesse i. Vi fremmer sagen alt det, vi kan, har advokaten sagt.
Tværtimod har der været tale om en række vigtige og spændende problemstillinger, mener Lars Henriksen. Den anden forsvarer er advokat Karoly Németh.
Det er blevet anslået, at retten skal bruge cirka 20 retsmøder, før det kan afgøres, om de to tiltalte er skyldige eller ej. Nu ventes det, at retten snart vil forsøge at finde datoer i kalenderen.
/ritzau/