Det Hvide Hus har modtaget FBI’s rapport om Brett Kavanaugh, der er nomineret som ny højesteretsdommer. Rapporten er blevet videresendt til Senatet, siger en talsmand for den amerikanske præsident, Donald Trump.
Senatorerne har fået mulighed for at læse rapporten, dagen før de skal gennemføre en procedureafstemning om Brett Kavanaugh.
Procedureafstemningen, der er kommet i stand på et initiativ fra flertalslederen Mitch McConnell, skal bane vej for en afstemning i hele Senatet. Denne ventes at finde sted lørdag.
I USA har den største koalition af kristne kirker opfordret til, at nomineringen af Brett Kavanaugh som ny højesteretsdommer trækkes tilbage.
Det skriver netavisen The Hill om Det Nationale Kirkeråd, der omfatter over 40 forskellige kristne kirker. Organisationen mener, at Kavanaugh har “diskvalificeret sig selv”.
Udmeldingen fra Det Nationale Kirkeråd kom, kort før Senatet modtog undersøgelsesrapporten fra FBI om de beskyldninger, der er blevet rettet mod Kavanaugh.
Tre kvinder – blandt andre Christine Blasey Ford – anklager ham for at have begået seksuelle overgreb mod dem, da han var studerende.
Torsdag i sidste uge deltog både Kavanaugh og Ford i en offentlig høring i Senatet. Under høringen, der varede ni timer, svarede begge på spørgsmål fra Senatets retsudvalg og en særligt udpeget udspørger.
Kavanaugh har kategorisk afvist beskyldningerne, men Det Hvide Hus gav for en uge siden på Senatets opfordring ordre til en ny FBI-undersøgelse om Kavanaugh.
Det er rapporten om denne nye undersøgelse, der torsdag studeres af senatorerne. Rapportens indhold bliver ikke offentliggjort.
Den demokratiske senator Chris Murphy skriver på Twitter, at Senatets medlemmer kun får en time til at læse rapporten.
Ifølge Chris Murphy får medlemmerne ikke mulighed for at følge op på rapporten.
– I to år har McConnell nøje og bevidst smadret Senatet. Det her er afslutningen. Ingen pli eller traditioner er tilbage. Nu handler det kun om magt og politik, skriver Murphy på Twitter.
/ritzau/Reuters