R: Opposition modarbejder DF’s paradigmeskift

    De Radikale står ikke isoleret i udlændingepolitikken imod et bredt flertal af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre. Nu står DF alene imod integration, når S støtter integrationsgrunduddannelsen (IGU).

    Det siger De Radikales politiske leder, Morten Østergaard.

    Han går i Folketingets åbningsdebat sammen med Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Alternativet i et fælles forslag til vedtagelse.

    Her kritiserer oppositionen, at asylansøgere tilbydes offentlige ydelser for at lade deres familie blive i hjemlandet.

    – I vedtagelsen siger vi helt klart nej til regeringen og DF’s uværdige ordning med at betale folk penge for at frasige sig ret til familiesammenføring. Og lade deres familier blive i stikken i konfliktzoner, siger Morten Østergaard.

    Til gengæld står han last og brast med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som vil lade virksomheder hyre flere udlændinge til en lavere løn. Det afviser DF og S.

    – Jeg er i virkeligheden mere enig med Lars Løkke end med Mette Frederiksen. Hun, jeg og Lars Løkke er helt enige i, at Kristian Thulesen Dahl tager fejl, når han vil have et integrationsstop, mener Morten Østergaard.

    Spørgsmål: Har du og De Radikale med denne tekst sat en sprække mellem S og DF?

    – Med dette får vi jo i fællesskab i oppositionen sagt nej til store dele af det, som er kaldt “et paradigmeskift i udlændingepolitikken”. Jeg er da enormt glad for, at vi har fået drevet den kile ned, siger Morten Østergaard.

    – Ikke for min skyld. Men det giver håb om, at vi kan få en anden udlændingepolitik i Danmark, hvor vi løser reelle problemer i stedet for al den symbolpolitik.

    Spørgsmål: Kan det give De Radikale en mere central politisk rolle som midterparti?

    – Vedtagelsen viser, at Kristian Thulesen Dahl er isoleret på den yderste højrefløj, når det gælder integrationspolitik. Han er den eneste, som vil have et integrationsstop, mener Morten Østergaard.

    /ritzau/