Kræftens Bekæmpelse: Stærkt med dyrere cigaretter

    Hvis det bliver dyrere at ryge, så vil færre børn og unge fristes til at begynde.

    Kræftens Bekæmpelse har længe efterlyst højere priser på cigaretter, og derfor er organisationens forebyggelseschef, Mette Lolk Hanak, tilfreds med, at regeringspartiet De Konservative foreslår, at rygere fremover skal af med 60 kroner for en pakke cigaretter.

    I dag slipper de med cirka 40 kroner.

    – Det er en stærk politisk udmelding, som vil betyde, at færre børn og unge begynder at ryge, siger Mette Lolk Hanak.

    – En stigning fra 40 kroner til 60 er markant. Der er ingen tvivl om, at det vil have en god effekt.

    Tidligere har Kræftens Bekæmpelse foreslået, at en pakke skal koste 90-100 kroner, ligesom i Norge, og det er fortsat ambitionen.

    – Jo højere prisen er, des færre begynder at ryge, siger Mette Lolk Hanak.

    Men 60 kroner er en begyndelse. Ikke kun af hensyn til de yngre generationer, men det vil også hjælpe erfarne rygere til at kvitte tobakken.

    Hvert år dør omkring 13.600 danskere af rygning.

    – Mange voksne rygere vil gerne stoppe, og de vil tage en prisstigning som en motivation og hjælpende hånd, siger Mette Lolk Hanak.

    Også Region Midtjylland efterlyser højere priser.

    – Det går den gale vej med rygningen. Flere unge 16-24-årige ryger dagligt, siger formand for regionens Sundhedskoordinationsudvalg Henrik Fjeldgaard (S) i en pressemeddelelse.

    Udvalget opfordrer de øvrige fire regioner til at støtte op og stille krav til sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) om en prisstigning.

    Ifølge Fyens.dk er det lige nu uklart, om der er flertal for De Konservatives prisstigning i Folketinget.

    SF, Enhedslisten, Alternativet og Det Radikale Venstre støtter en markant forhøjelse af afgifterne, men både Socialdemokratiet og Venstre oplyser, at de endnu ikke har afgjort, hvad de mener.

    Og fra Liberal Alliance lyder et klart nej.

    /ritzau/