Oppositionen er enig i, at videnskaben afgør, hvor hurtigt vi skal omstille klimaet. Desuden skal uddannelsesloftet væk.
Det er de fem oppositionspartier – Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet – enige om i et fælles forslag til vedtagelse. Debatten åbner torsdag klokken ni i folketingssalen.
Det siger Alternativets politiske ordfører, Carolina Magdalene Maier.
– Vi skal gennemføre en hurtig og rettidig grøn omstilling i overensstemmelse med videnskabens anbefalinger. Det, synes vi, er rigtig stærkt, fordi skal komme i mål i forhold til klimaindsatsen i Danmark, siger Carolina Magdalene Maier.
Integration indgår også i teksten. Oppositionen kritiserer, at myndighederne udbetaler kontante ydelser til udlændinge, som har fået opholdstilladelse, for at lade deres familie blive i hjemlandet, siger hun.
– Det er ikke noget, der gavner integrationen. Så siger teksten, at vi skal afskaffe uddannelsesloftet og fjerne omprioriteringsbidraget til uddannelse. For os er det vigtigt med den grønne dagsorden, siger Carolina Magdalene Maier.
Spørgsmål: Giver I regeringen baghjul om klima, når de vil fjerne benzin- og dieselbiler?
– Vi giver den baghjul, fordi vi i vedtagelsen gennemfører en hurtig og rettidig grøn omstilling efter videnskabens anbefalinger. Det er det helt centrale, fordi vi er bagud i Danmark, siger Carolina Magdalene Maier.
Selv om Alternativet står bag den fælles tekst, går partiet alene til valg, fastslår den politiske ordfører.
– Intet i dette forandrer vores position ved valget. Vi peger på os selv som regeringsparti. Vi peger på Uffe Elbæk som statsminister. Og vi går til valg på vores egen politik, siger hun.
– Det handler ikke om, at rød blok – eller oppositionen – lige pludselig er blevet forenet henimod et folketingsvalg. Det handler om, at vi samarbejder om en tekst.
/ritzau/