En betjent er død og fire såret af skud i South Carolina

    En af de fem politibetjente, som onsdag blev ramt af skud i aktion mod en bevæbnet person i Florence County i South Carolina, er afgået ved døden.

    Det skriver flere amerikanske medier natten til torsdag dansk tid.

    Dødsfaldet bringer antallet af dræbte politibetjente i USA op på 108 hidtil i år. Det fremgår ifølge CNN af en opgørelse fra the National Law Enforcement Memorial Fund.

    Der er umiddelbart ingen oplysninger om de fire andre betjente, som også blev ramt af skud i South Carolina.

    Ifølge et tweet fra Florence County Emergency Management er den formodede gerningsmand anholdt.

    Hændelsen fandt sted kort før klokken 17 lokal tid i et villakvarter i byen Florence, der ligger omkring 120 kilometer øst for delstatshovedstaden Columbia.

    Over 100 betjente deltog ifølge ABC News i aktionen mod den bevæbnede person.

    Politiet har ikke offentliggjort detaljer om baggrunden for skyderiet. Der er heller ingen oplysninger om personen, der mistænkes for at stå bag.

    Der bor omkring 38.000 mennesker i Florence. Byen blev ifølge Reuters ramt af oversvømmelser i forbindelse med den orkan, som i midten af september trak ind fra Atlanterhavet og hærgede flere delstater i det sydøstlige USA.

    Orkanen var for øvrigt navngivet Florence.

    /ritzau/