Dansk Dortmund-komet scorer i CL: Det var et stort øjeblik

    Den 20-årige danske fodboldkomet Jacob Bruun Larsen er i gang med et stort gennembrud hos Borussia Dortmund.

    Efter scoringer i de seneste to kampe i Bundesligaen lynede kantspilleren onsdag aften i sin debut i Champions League, da han scorede det første mål i tyskernes 3-0-sejr over Monaco.

    Bruun Larsen blev sendt på banen fra anden halvlegs start og fem minutter senere bankede han Dortmund i front.

    – Jeg er virkelig glad. Det var et stort øjeblik, siger Jacob Bruun Larsen ifølge dpa om scoringen.

    – Det var en fed følelse – specielt i den her turnering, konstaterer han til uefa.com.

    Den unge dansker var også involveret i tyskernes sidste mål, da han i overtiden spillede bolden på tværs til Marco Reus, der øgede til 3-0.

    Den danske U21-landsholdsspiller tillægger sit eget åbningsmål stor betydning.

    – Det blev nemmere for os, efter at vi havde fået det første mål, konstaterer han over for uefa.com.

    I weekenden satte Jacob Bruun Larsen Dortmund i gang med et comeback i Bundesligaen, da holdet slog Bayer Leverkusen 4-2 på udebane. Danskeren reducerede efter pausen til 1-2.

    For en uge siden scorede Bruun Larsen også et enkelt mål, da Dortmund bankede Nürnberg med 7-0 i Bundesligaen.

    – Tingene er begyndt at gå godt for mig, fordi jeg har lagt en masse hårdt arbejde i det. Det er så simpelt, siger han til uefa.com.

    Før denne sæson havde danskeren blot fået sporadisk spilletid for den tyske storklub, der denne sommer hentede landsmanden Thomas Delaney i Werder Bremen.

    Delaney fik de første 65 minutter på banen i onsdagens sejr over Monaco.

    Dortmund topper gruppe A med seks point. Atlético Madrid har samme pointantal efter en 3-1-sejr onsdag over Club Brugge, der ligesom Monaco er uden point efter de to første spillerunder.

    /ritzau/