Der var klasseforskel, da mestrene fra de seneste tre sæsoner onsdag mødtes i landets bedste ishockeyrække.
På egen is vandt de regerende mestre fra Aalborg Pirates med 8-2 over formsvage Esbjerg Energy.
Gæsterne fra Esbjerg vandt DM-titlen i både 2016 og 2017, men i øjeblikket er vestjyderne langt fra den form, der sikrede holdet sølvtøj til pokalskabet så sent som for halvandet år siden.
Det blev udstillet fra kampens start, og forskellen på de to hold blev mere markant i anden og tredje periode.
Jeppe Korsgaard og Julian Jakobsen bragte med hver en scoring Aalborg foran med 2-0, inden Esbjergs Anders Krogsgaard fik reduceret, så stillingen var 2-1 til værterne efter første periode.
I anden periode øgede Mikkel Højbjerg til både 3-1 og 4-1, inden canadieren Spencer Humphries gjorde det til 5-1, før Esbjerg fik reduceret.
Humphries sendte også pucken i mål til 6-2 i indledningen på tredje periode, der blev afsluttet med scoringer fra landsmændene David Friedmann og Michael McNamee.
Aalborg indtager Metal Ligaens tredjeplads med 14 point efter otte kampe. Nordjyderne har fire point op til førerholdet Rungsted Seier Capital, der endda har spillet en kamp færre. Esbjerg har fem point for syv kampe.
/ritzau/