PSG udspiller serbiske mestre i Champions League

    Paris Saint-Germain demonstrerede onsdag aften, at der er stor forskel på kvaliteten af holdene i Champions League.

    På hjemmebane bankede det franske mesterhold Røde Stjerne fra Serbien med 6-1 i anden spillerunde i gruppe C.

    Neymar og holdkammeraterne rejste sig dermed fra åbningsnederlaget til Liverpool – endda uden at spille sig helt ud. Røde Stjerne havde ikke niveau til udfordre PSG-stjernerne.

    Efter 20 minutter åbnede Neymar målfesten med en scoring direkte på frispark. Brasilianeren lagde bolden over muren, og inde i målet kunne Milan Borjan ikke nå ud til det velplacerede skud.

    Efter 1-0-scoringen gik det hurtigt. Kylian Mbappe lagde to minutter senere op til Neymar, der øgede til 2-0 med sit andet mål.

    Inden pausen kom Edinson Cavani og Angel Di Maria også på måltavlen. Cavani tog et par træk i feltet og afsluttede til 3-0, mens Di Maria løb fri tæt foran mål og satte foden på et indlæg til 4-0.

    Ved 5-0-målet godt midtvejs i anden halvleg viste PSG-spillerne flere tekniske detaljer. Neymar lobbede bolden over gæsternes forsvarslinje, og så servicerede Mbappe efterfølgende Cavani inde foran mål.

    Fem minutter senere pyntede tyske Marko Marin på resultat med 1-5-scoringen for Røde Stjerne.

    Neymar var dog ikke færdig, og ti minutter før tid hamrede han endnu et frispark direkte i mål. Fra 25 meters afstand lagde brasilianer bolden op i målhjørnet til 6-1.

    Kort efter sit tredje mål i kampen blev PSG-stjernen pillet ud til hyldest på Parc des Princes.

    PSG har dermed tre point efter de to første spillerunder, mens Røde Stjerne har et enkelt efter 0-0 mod Napoli i første runde. Senere onsdag tager Napoli imod Liverpool i gruppens anden kamp.

    /ritzau/