Domstol annullerer benådning af ekspræsident Fujimori

    Perus højesteret har annulleret den benådning, som i december i fjor satte tidligere præsident Alberto Fujimori på fri fod.

    – Dommeren har udstedt en anholdelsesbegæring og tilbageholdelsesordre mod tidligere præsident Fujimori, så han kan vende tilbage til fængslet, hedder det i en officiel erklæring fra justitsmyndighederne.

    Den 80-årige Fujimori var 12 år inde i en dom på 25 års fængsel, da han blev benådet.

    Han fik straffen efter at være kendt skyldig i at have beordret to massakrer, der blev begået af dødspatruljer, i 1991 og 1992.

    Hans præsidentperiode sluttede efter ti år i år 2000.

    Det var Pedro Pablo Kuczynski, der som Perus præsident benådede Fujimori i december 2017.

    Kuczynski blev senere fældet som præsident af en korruptionsskandale.

    Efter at han benådede Fujimori, kom der en bølge af protester fra menneskeretsgrupper og ofre for hans politik.

    Nyhedsbureauet AP skriver, at Kuczynski benådede Fujimori af humanitære årsager, men mange mente dengang, at det var et forsøg på at skabe støtte blandt Fujimoris allierede i kongressen, så de kunne støtte Kuzynski i forbindelse med forsøg på at stille præsidenten for en rigsret.

    Tre dage inden benådningen juleaften havde han med et knebent flertal undgået en rigsretssag, og det var blandt andet Fujimori-støtter, der reddede ham.

    Der var flere forsøg på at stille ham for en rigsret, men det endte med, at Kuczynski gik af sig selv i marts 2018.

    /ritzau/AFP