Tennisstjernen Caroline Wozniacki indleder for femte år i træk tennisåret i Auckland på New Zealand.
WTA-turneringen ASB Classic oplyser på sin hjemmeside, at danskeren stiller til start i turneringen, der spilles fra 31. december til 6. januar.
Wozniacki har gode traditioner i den newzealandske storby, hvor hun i år nåede frem til finalen. Her tabte hun til tyskeren Julia Görges.
– Jeg kan næsten ikke vente med at tage hul på 2019 i en af mine favoritbyer.
– Det er sådan et sjovt sted at spille. Satser på at slutte en plads højere i 2019, skriver Caroline Wozniacki på Twitter.
Kort efter 2018-udgaven af ASB Classic vandt Wozniacki karrierens første grand slam-turnering med en sejr i Australian Open.
ASB Classic er godt tilfreds med, at danskeren stiller op igen. Wozniacki får blandt andre selskab af amerikaneren Venus Williams.
– Det er godt, at Caroline kommer tilbage. Sammen med Venus har vi to globale superstjerner, og vi ved, at de spiller deres bedste tennis her, siger turneringsdirektør Karl Budge til ASB Classics hjemmeside.
Caroline Wozniacki deltager i øjeblikket i China Open i Beijing, hvor hun er nået frem til tredje runde.
/ritzau/