6500 milliarder strømmede gennem estiske banker på syv år

    Banker i Estland, som har været centrum for hvidvasksagen i Danske Bank, har håndteret omkring 6500 milliarder kroner i udenlandske transaktioner mellem 2008 og 2015.

    Det oplyser den estiske centralbank ifølge Bloomberg, skriver Ritzau Finans.

    Centralbanken kan dog ikke sætte tal på, hvor stor en andel af de udenlandske transaktioner, der er kommet fra såkaldte non-resident kunder – altså udenlandske kunder.

    – Vi kan ikke estimere, hvor stor en andel er non-resident, skriver den estiske centralbank i en mail til Bloomberg News.

    – Man kan ikke sidestille non-resident med pengegennemstrømningen over grænsen, skriver banken.

    Det var Bloomberg, der først onsdag skrev om den store pengegennemstrømning – og at det kunne indikere, at Danske Bank ikke er alene om at have vasket penge hvide via Estland.

    Mediet skrev, at beløbet dækkede over udenlandske kunders transaktioner, men den estiske centralbank oplyser altså, at den ikke kan sige, hvor stor en andel, der er fra udenlandske kunder.

    Danske Bank har til sammenligning undersøgt transaktioner for 1500 milliarder kroner i årene mellem 2007 og 2015. Her er en stor del mistænkelige. Banken kan dog ikke afgøre størrelsen af hvidvask.

    Den estiske centralbank har ikke været i stand til at komme med tal for 2007, og det kan heller ikke siges, hvor stor en del af de samlede udenlandske overførsler gennem estiske banker, som er mistænkelige.

    Alligevel tyder det på et systematisk problem for bankerne i Baltikum. Det siger Sven Stumbauer, der er direktør for konsulentfirmaet AlixPartners.

    – I stedet for mere traditionel bankvirksomhed til privatkunder begyndte de at lave forretning med transaktioner – det vil sige, hvor pengene går hurtigt ud og ind stort set med det samme, siger han til Bloomberg News.

    Hos chefen for det estiske finanstilsyn, Kilvar Kessler, kommer det ikke som en overraskelse, at flere banker har stået for tvivlsomme overførsler.

    – Det burde ikke være en overraskelse, at ikke alle mistænkelige overførsler gik gennem Danske Bank, sagde han i august.

    Estlands premierminister, Juri Ratas, vil til bunds i sagen. Han vil kende til den fulde sandhed omkring hvidvask for alle banker, der har haft forretning i landet.

    /ritzau/