Berygtet røver fanget i Frankrig iført burka

    En af Frankrigs mest eftersøgte mænd, den væbnede røver Rédoine Faid, er blevet anholdt.

    Det var ham, der i juli flygtede fra et fængsel i en helikopter, og siden har han været væk.

    Men nu er friheden slut for den 46-årige Faid.

    Han forsøgte forgæves at skjule sig ved at bære burka, siger François Molins, anklager i Paris.

    Politiet fik fat på ham tidligt onsdag i en lejlighed i Creil, hvor han voksede op.

    Byen ligger en times kørsel nord for Paris, den franske hovedstad.

    François Molins siger, at politiet kom på sporet af ham i lørdags.

    Det skete, da en kvinde, hvis telefon blev aflyttet af politiet i forbindelse med eftersøgningen af Faid, gav et lift i sin bil til “en person, der bar en burka, men hvis gangart kunne tyde på, at det var en mand”.

    Tirsdag aften ved 22.30-tiden så de en burkaklædt person med en mandlig gangart igen. Personen stod ud af kvindens bil og gik ind i hendes hus.

    Kort efter kom en anden person i burka også til huset.

    Onsdag morgen klokken 04.30 stormede politiet huset. Faid blev anholdt, og det samme gjorde hans bror, hans nevø og en kvinde.

    I huset blev der fundet to burkaer og våben.

    Rédoine Faid afsonede en dom på 25 års fængsel, da det lykkedes ham at flygte fra et topsikret fængsel syd for Paris i juli.

    Han havde fået dommen efter et mislykket røveri i 2010. Da blev en politikvinde dræbt.

    Desuden er han dømt ti års fængsel for en flugt fra et fængsel med brug af sprængstof.

    Ved flugten i juli landede medsammensvorne med en helikopter i fængslets gård og tog ham om bord og fløj væk.

    /ritzau/dpa