Fodboldlandstræner Åge Hareide ser frem til, at den kommende landsholdssamling i næste uge modsat den forrige i september kommer til at handle om fodbold frem for konflikten mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen.
Lørdag kom en ny seksårig landsholdsaftale på plads for herrelandsholdet, og det sparede Hareide for flere rynker i panden, selv om han forventede en løsning.
– Jeg havde store forhåbninger til DBU og spillerne om, at der ville komme en aftale på plads, men jeg blev da alligevel lettet, da der kom en aftale, så vi nu kan koncentrere os om fodbold, siger landstræner Åge Hareide.
Da Danmark i september mødte Slovakiet, var konflikten ikke løst, og Danmark stillede op med amatørspillere og uden Hareide ved roret.
Siden fandt parterne en midlertidig løsning, så Hareide og spillerne kunne optræde mod Wales fire dage senere.
Den bizarre situation gik verden rundt. Hareide har da også mødt undren fra sine landstrænerkolleger, og han er glad for, at situationen er løst, før Danmarks renommé er dykket yderligere.
– Jeg var i London på en Fifa-kongres og talte med mange af mine kolleger. De var meget undrende over for, hvad der foregår i Danmark. Først var det kvinderne, så var det herrerne.
– Det må vi tage til os, for vi skal passe på, at vi ikke får et dårligt omdømme i udlandet. Det er godt, træningskampe ikke er så normalt længere, for så kunne det blive svært at finde modstandere, siger Åge Hareide.
Da hele situationen nu har løst sig, ser Åge Hareide tilbage på konflikten med et begrænset tab.
– Ved sidste samling fik jeg ikke evalueret VM så godt med hver enkelt spiller, som jeg havde tænkt. Det var svært at holde fokus på det, da der var konflikt, og vi ikke vidste, hvornår vi kunne samles.
– Hver enkelt spiller skal vide, hvad de og holdet kan gøre bedre defensivt og offensivt, siger Åge Hareide.
Fodboldlandsholdet samles på mandag i Herning. Lørdag i næste uge spiller holdet ude mod Irland, mens det tre dage senere gælder Østrig i Herning.
/ritzau/