Vestager forventer ikke genvalg som kommissær

    EU’s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, forventer ikke at blive Danmarks bud på en kommissær i den nye periode, der begynder i 2019.

    Det siger hun på en pressekonference i Paris onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    – Mit hjemmehørende medlemsland (Danmark, red.) virker ikke alt for begejstret for at give mig endnu et mandat.

    – Og det er endda en underdrivelse, sagde Margrethe Vestager på pressekonferencen.

    Margrethe Vestager har siden 2014 været EU’s konkurrencekommissær. Hun blev indstillet af den daværende SR-regering.

    Dengang støttede de blå partier ikke udnævnelsen.

    I Danmark er traditionen, at statsministeren sikrer, at flertallet i Folketinget ikke er imod udnævnelsen af den danske kommissær.

    Derfor er det også typisk en person fra et af regeringspartierne, som bliver udnævnt som dansk kommissær.

    /ritzau/