Duelund bliver matchvinder med første mål for Kiev

    Mikkel Duelund skiftede i sommerens transfervindue fra FC Midtjylland til den ukrainske storklub Dynamo Kiev, og søndag var der stor succes for danskeren.

    Her var den 21-årige offensivspiller for første gang i startopstillingen, da Dynamo Kiev spillede lokalopgør ude mod Arsenal Kiev.

    Det skete med maner, for Mikkel Duelund scorede kampens mål i 1-0-sejren.

    Scoringen blev sat ind efter 35 minutter, da danskeren helflugtede bolden i mål med højre fod.

    Kampen blev dramatisk syv minutter efter pausen, da Dynamo-keeper Georgi Bushchan blev vist ud for et frispark begået uden for feltet.

    Det betød, at Mikkel Duelund blev ofret i en taktisk udskiftning.

    Gæsterne fra Dynamo indkasserede såmænd endnu en udvisning, da Artem Shabanov så rødt med et kvarter igen.

    Der er spillet ti kampe i den bedste ukrainske række, og Dynamo Kiev ligger på andenpladsen med 23 point.

    Shakhtar Donetsk topper med 27 point.

    Dynamo Kiev spiller ydermere med i gruppespillet i Europa League i denne sæson.

    /ritzau/