Europa fortsætter pointstimen ved Ryder Cup.
Lørdag formiddag udbyggede Rory McIlroy og Sergio García europæernes føring til 6-3, da de slog Tony Finau og Brooks Koepka i fourball med 2&1, hvilket vil sige, at duoen var foran med to huller, da der manglede et enkelt.
Sejren var Europas sjette i træk ved den prestigefyldte golfturnering.
McIlroy og García var lørdag to gange foran med fire huller, inden amerikanerne med tre vundne huller i træk gjorde matchen spændende.
Med et godt put på næstsidste hul sikrede spanske Sergio García dog Europa matchsejren.
Der spilles hulspil i Ryder Cup. Det vil sige, at den spiller eller duo, der bruger færrest slag på det enkelte hul, vinder hullet.
Kort efter blev det også til 7-3 til Europa, da Paul Casey og Tyrrell Hatton vandt med 3&2 over den amerikanske verdensetter, Dustin Johnson, og Rickie Fowler.
I lørdagens tredje fourball blev det også til europæisk triumf. Her slog Francesco Molinari og Tommy Fleetwood amerikanske Tiger Woods og Patrick Reed med 4&2.
Det er Molinari og Fleetwoods tredje matchsejr ved turneringen.
Thorbjørn Olesen er ikke i aktion i lørdag formiddags fourballs, efter at Europa-holdets kaptajn, Thomas Bjørn, sorterede danskeren fra til de fire matcher.
Europa skal bruge 14,5 point for at vinde Ryder Cup, mens amerikanerne som forsvarende mestre kun skal samle 14 sammen.
/ritzau/











