OVERBLIK: Massiv politiindsats lukkede trafik på tværs af landet

    Københavns Politi har mandag oplyst, at fejlagtige gps-signaler fra en eftersøgt Volvo var årsag til, politiet var massivt til stede i den fynske landsby Espe.

    Det skete i forbindelse med en omfattende politiaktion, som lukkede broer og veje 28. september.

    Læs om forløbet her:

    * Kort før klokken 14 fredag eftermiddag spærres al trafik på Storebæltsbroen, ligesom Øresundsbroens spærres for al trafik i retning mod Sverige.

    * Kort efter står det klart, at alle færgeafgange fra Sjælland også er indstillet.

    * Politiaktionen betyder, at mange tog holder stille, ligesom der dannes kø på motorveje flere steder på Sjælland.

    * Politiet er blandt andet til stede ved motorveje og motorvejsbroer og overvåger trafikken ved checkpoints.

    * Klokken 15.30 meddeler Københavns Politi, at det leder efter en sort Volvo V90, hvori der menes at befinde sig tre personer, der sættes i forbindelse med alvorlig kriminalitet.

    * Den sorte Volvo er en stjålet udlejningsbil fra selskabet First Rent A Car, der hører under selskabet Hertz, i Stockholm.

    * Bilen er angiveligt blevet stjålet ved lufthavnen i Malmø.

    * Hen ad eftermiddagen begynder transportforbindelserne at blive åbnet igen. Samtidig står det klart, at politiaktionen er i gang flere steder i landet.

    * Den efterlyste Volvo bliver fundet fredag aften nær Holbæk.

    * Samtidigt er politiet talstærkt til stede i Espe nær Ringe på Fyn. Det skyldes ifølge de første oplysninger, at den efterlyste Volvo menes at være set i byen.

    * Ved et pressemøde dagen efter oplyser Københavns Politi, at der lå en misforståelse bag den intense jagt på den sorte Volvo V90.

    * PET havde mistanke om, at de ombordværende personer i bilen havde forbindelse til en sag om alvorlige trusler mod specifikke personer. Det viste sig ikke at holde stik.

    * En af passagererne fra den sorte Volvo fortæller efterfølgende til TV2, at de selv meldte sig til politiet.

    * Passagererne flygtede, fordi de ikke havde noget kørekort med og var påvirkede af hash, lyder forklaringen. Bilen efterlod de nær Holbæk.

    * Flere af hinanden uafhængige kilder fortæller efter aktionen til DR, at politiaktionen blev sat i værk, fordi PET frygtede angreb på iranere i Danmark.

    * Senere kommer det frem, at personerne angiveligt er tilknyttet en politisk gruppe af eksil-iranere i Danmark, som blev offentligt kendt efter et terrorangreb mod en militærparade den iranske by Ahvaz i september 2018.

    * Gruppen ved navn Arab Struggle Movement for the Libération of Ahwaz (ASMLA) kaldte militærparaden for “et legitimt mål”. Omkring 25 mennesker mistede livet i forbindelse med angrebet.

    * 21. oktober anholder politiet en norsk statsborger med iranske rødder for at have sat “iransk efterretningstjeneste i stand til at virke i Danmark”.

    * 5. november meddeler Københavns Politi, at politiet var massivt til stede i byen Espe på grund af fejlagtige gps-signaler fra Volvoen. Det skyldtes ifølge politiet en defekt antenne i bilen.

    Kilder: Ritzau, Københavns Politi, Ekstra Bladet, TV2, DR.

    /ritzau/