Politiet er massivt til stede i fynsk landsby

    Politiet er fredag aften talstærkt til stede i Espe ved Ringe på Fyn.

    Det skriver Ekstra Bladet.

    Ifølge avisen er kriminalteknikere ankommet til byen, hvor der i løbet af aftenen har været stor politiaktivitet.

    Avisen tilføjer, at en af politiets droner flyver over Espe.

    Politiet ønsker ikke at kommentere, hvad man laver i den lille landsby.

    Ifølge TV2 har politiet afspærret en ejendom, hvor politibiler blokerer indfaldsvejene.

    Tv-stationen beretter desuden om, at taxaselskaber i området af politiet er blevet bedt om at udvise agtpågivenhed, når de samler kunder op.

    Politiets arbejde hænger efter alt at dømme sammen med den store aktion, som har været i gang i store dele af landet siden fredag klokken 14.

    Den omfattende politiaktion blev sat i værk i jagten på en sort Volvo med tre personer.

    Køretøjet har politiet fundet. Man har dog ikke fortalt, hvorvidt man har foretaget anholdelser.

    /ritzau/