En 66-årig mand idømmes betinget fængsel i 40 dage for at have skudt og dræbt en hunulv i Vestjylland. Det har Retten i Herning netop afgjort.
Manden får dog lov at beholde sit jagttegn, selv om anklageren mente, at det skulle inddrages.
Den tiltalte har erkendt, at han fra sin Toyota Landcruiser affyrede tre skud mod et ulvelignende dyr 16. april 2018.
– Det var en spørgsmål om at værne mig selv, min familie og mit bo. Det var en decideret frustration over, at vi ikke kunne få dyret væk, sagde han.
Manden forklarede, at han var drevet af frustration og afmagt, fordi ulven spredte frygt og havde vist sig i lokalområdet.
Han anså dyret, som han skød, for at være en blanding mellem en ulv og en hund. En dna-erklæring har dog slået fast, at der var tale om en hunulv fra et kuld ulvehvalpe, som kom til verden ved Ulfborg i foråret 2017.
– Jeg vurderede, at jeg havde evnen, og så påtog jeg mig pligten, forklarede den tiltalte om baggrunden for sin handling.
Det er første gang, at en sag om ulvedrab behandles ved en dansk domstol. Strafferammen er bøde eller fængsel i op til to år.
Anklager Ulrik Panduro mente, at manden stod til mindst tre måneders ubetinget fængsel.
Der var tale om en både ulovlig, unødvendig og uetisk handling, lød det fra anklageren.
Den tiltalte har udbedt sig betænkningstid i forhold til, om han vil anke dommen.
/ritzau/











