Grønland tæt på ny regeringsaftale

    Det grønlandske parti Demokraterne har tilbudt at agere parlamentarisk grundlag for en Siumut-ledet mindretalsregering.

    Men partiet kommer ikke med i en regeringskoalition, siger Demokraternes formand, Niels Thorsen, ifølge mediet Sermitsiaq.

    – Splittelsen i Siumut og manglen på lederskab hos samme parti gør det umuligt for Demokraterne at indtræde i en koalition med dette parti.

    – Til gengæld mener Demokraterne, at et valg til Inatsisartut på nuværende tidspunkt vil være ekstremt uhensigtsmæssigt for samfundet.

    – Vi har derfor tilbudt Siumut en aftale om at agere en form for parlamentarisk grundlag for en Siumut-ledet koalition, siger han i en pressemeddelelse.

    Der har fredag været forhandlinger mellem de to partier om at danne en regering, efter at partiet Partii Naleraq i begyndelsen af september trådte ud af regeringen.

    Det fik torsdag aften dansk tid formanden for det grønlandske selvstyre, Kim Kielsen, til at udskyde åbningen af selvstyreparlamentet, Inatsisartut, til i næste uge.

    /ritzau/