Tjekkisk kontrol for svinepest medfører løftet EU-pegefinger

    Tjekkiet har annonceret, at myndigheder i landet fra tirsdag 2. oktober indfører ekstra kontrol af svinetransporter fra lande, hvor afrikansk svinepest er konstateret.

    Det falder ikke i god jord hos EU-Kommissionen.

    En talskvinde i kommissionen siger fredag, at man er i kontakt med de tjekkiske myndigheder. EU vil præcisere reglerne for svinepest, som bekymrer over hele Europa – også blandt landmænd i Danmark.

    – Der findes tilstrækkelig garanti for sikker handel med svin, og alle yderligere tiltag betragtes som ubegrundede, siger Anca Paduraru.

    Der findes i forvejen specifikke regler for svinepest, understreger hun.

    – Hvad angår Tjekkiet, er det i Belgien kun vildsvin, der er smittet. Der er ikke tale om tamsvinebesætninger, siger talskvinden.

    Svinepesten kan, hvis den for alvor breder sig, koste EU’s landmænd store milliardbeløb.

    Danmark offentliggjorde i foråret en plan for et hegn, der skal beskytte mod smitte fra EU-lande i syd.

    Det planlagte hegn på 80 kilometer ved grænsen til Tyskland bekymrer også EU-Kommissionen.

    Et vildsvinehegn vil gøre andre dyrearter mere sårbare, og det kan påvirke naturbevarelsen. Desuden er effekten ikke stor, har EU-Kommissionen skrevet i et svar til Jyllands-Posten.

    /ritzau/