Norsk målmandsstjerne stopper i GOG

    Den norske stjernemålmand Ole Erevik stopper efter denne sæson i den danske håndboldklub GOG.

    Den 37-årige keeper har besluttet sig for at indstille en næsten 20 år lang karriere på topplan.

    – De seneste måneder har jeg brugt det meste af min energi på at træffe en idrætsudøvers måske vigtigste beslutning, skriver Ole Erevik i en opdatering på Facebook.

    – Det føles som en lettelse at sige, at den indeværende sæson bliver min sidste, fortsætter han.

    Erevik har en fortid i Aalborg og KIF Kolding samt flere klubber i Spanien, Frankrig og Tyskland. Forud for sidste sæson skiftede nordmanden fra fransk håndbold til GOG.

    På landsholdsplan står han noteret for 184 kampe for Norge. Målmanden har deltaget i 11 slutrunder og var i 2017 med til at sikre det norske landshold VM-sølv.

    /ritzau/