Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, indleder sit kontroversielle besøg i Tyskland.
Den første til at tage imod ham i Berlin fredag formiddag er præsident Frank-Walter Steinmeier. Det sker foran det tyske overhoveds residens i Berlin, Bellevue.
Besøget kommer efter en periode med spændinger mellem de to lande. Erdogan har blandt andet beskyldt forbundskansler Angela Merkel og hendes regering for at opføre sig som nazister.
I mellemtiden er Tyrkiet blevet ramt af en økonomisk krise, og politiske iagttagere siger, at Erdogan har brug for Tyskland for at rette op på økonomien.
Men præsident Steinmeier sagde torsdag, at Erdogans besøg ikke udtrykker en “normalisering” af forholdet mellem de to lande.
– Vi er langt fra det, men det kunne være starten på det, konstaterede han.
Erdogan er fredag middag gået ind til et møde med Merkel, og det vil blive fulgt op af et pressemøde.
/ritzau/dpa











