Et nyt udvalg under FN’s Menneskerettighedsråd skal indsamle beviser til brug i et eventuelt fremtidigt retsopgør om alvorlige forbrydelser begået i Myanmar.
Det omfatter at indsamle beviser for muligt folkedrab.
Det kommende, uafhængige udvalg skal “samle, bevare og analysere beviser for de mest alvorlige forbrydelser og folkeretlige krænkelser begået i Myanmar siden 2011”.
Sådan lyder det ifølge nyhedsbureauet AFP i resolutionsteksten.
Udvalgets arbejde ventes også at dække den omfattende militæraktion, der blev indledt i Rakhine-delstaten i august 2017.
Menneskeretsgrupper vurderer ifølge nyhedsbureauet AP, at mindst 10.000 rohingya-muslimer blev slået ihjel under denne offensiv. Hundredtusinder flygtede over grænsen til Bangladesh.
Amnesty International betegner det som “et vigtigt skridt fremad i kampen for at placere et ansvar i Myanmar”.
– Det sender et tydeligt budskab om solidaritet til ofrene og de overlevende samt en kraftig advarsel til Myanmars militær om, at deres forbrydelser vil blive straffet, siger Amnestys leder for kriseindsatser, Tirana Hassan, i en skriftlig kommentar.
35 af de 47 medlemslande i FN’s Menneskerettighedsråd stemte torsdag for at nedsætte udvalget. Syv afstod fra at stemme, mens Kina, Filippinerne og Burundi stemte imod, skriver Reuters.
– Det er dybt foruroligende, at Kina forsøgte at værne gerningsmændene mod retfærdighed og ansvar, siger Tirana Hassan.
/ritzau/











