Ford: Jeg var sikker på at Kavanaugh ville voldtage mig

    Psykologiprofessor Christine Blasey Ford er tydeligt berørt under en høring Senatets retsudvalg, der omhandler Fords anklager mod Kavanaugh om voldtægtsforsøg.

    Hun beskriver sine anklager om dommer Brett Kavanaughs overgreb mod hende i detaljer.

    – Jeg var overbevist om, at han ville voldtage mig, siger hun.

    Overgrebet fandt ifølge Ford sted til en mindre fest i 1982. Men Kavanaugh benægter, at det har fundet sted.

    Kavanaugh er nomineret til den amerikanske højesteret af præsident Donald Trump.

    Ford fortæller videre om, hvordan oplevelserne har mærket hende resten af livet.

    – Det var svært for mig at trække vejret, og jeg troede, at Brett ville komme til at tage livet af mig, siger hun.

    Høringen blev indledt med en undskyldning til både Kavanaugh og Ford fra republikaneren Chuck Grassley, formand for Senatets retsudvalg.

    Han anerkendte, at det havde været “et par forfærdelige uger” for både dommer Brett Kavanaugh og psykologiprofessor Christine Blasey Ford.

    – Jeg vil gerne undskylde til jer begge, for den måde som I er blevet behandlet på, siger han.

    /ritzau/