Uefa indfører VAR i Champions League fra næste sæson

    Fra sæsonen 2019/2020 kommer videosystemet VAR (Video Assistant Referee) til at blive brugt i Champions League.

    Det meddeler Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) torsdag i en pressemeddelelse.

    Uefas eksekutivkomité meddeler, at VAR træder i kraft fra og med playoffrunden i kvalifikationen til næste sæsons Champions League.

    Dermed får dommerne mulighed for at se kendelser igennem på video, hvis de er i tvivl om noget.

    Uefa meddeler, at det også er planen, at VAR skal bruges ved EM i 2020, og fra og med gruppespillet i Europa League fra 2020/2021-sæsonen.

    Systemet blev også taget i brug under VM i Rusland i sommer, og det er indført i flere store europæiske ligaer.

    /ritzau/