Mand henrettet for knivdrab på børn i Kina

    En mand, som dræbte ni børn og sårede 12 andre ved et brutalt knivoverfald i april, blev torsdag henrettet i Kina.

    Zhao Zewei blev dømt til døden i juli for knivmassakren, som angiveligt var hævn for, at han som barn var blevet mobbet på en skole i den nordlige Shaanxi provins.

    Angrebet skete nær en skole, da børnene var på vej hjem fra undervisning.

    Domstolen, der idømte manden dødsstraf, siger i en erklæring på sociale medier, at gerningsmandens liv og arbejde gik dårligt, og at han bar nag over for skolen.

    – Han lod det gå ud over uskyldige. Han berøvede med fuld hensigt andre livet, hedder det.

    Knivangreb er ikke ualmindelige i Kina. Der har tidligere været angreb mod grupper af skolebørn og mod børnehaver, hvilket har tvunget myndighederne til at øge sikkerheden omkring skolebygninger og institutioner.

    I januar 2017 gik en mand bevæbnet med en køkkenkniv ind i en børnehave og sårede 11 børn i en børnehave i den sydlige Guangxi Zhuang region.

    I februar året før sårede en mand med en kniv ti børn på en skole i den sydlige ø Hainan, hvorefter han begik selvmord. Manden var gået ind på skolen om eftermiddagen og hævdede, at han skulle hente sin søn.

    /ritzau/AFP