Dommer lukker dørene i terrorsag med droner

    To mænd bliver torsdag formiddag fremstillet i et grundlovsforhør i København i en sag, der omhandler medvirken til forsøg på terrorisme i udlandet.

    Ifølge BT er de blevet sigtet for at have indkøbt et stort antal droner og hobbyfly, som de har forsøgt at fragte til Islamisk Stat i Syrien.

    Dronerne skulle ifølge sigtelsen bruges til krigshandlinger i Syrien og Irak med det formål at dræbe og udøve vold.

    Grundlovsforhøret bliver afholdt for lukkede døre, hvilket betyder, at tilhørere og journalister bliver smidt ud af retssalen, efter at anklageren har læst sigtelsen op.

    Den ene sigtede har halvlangt sort skæg og kort, tyndt hår. Han er iført en ternet skjorte og en lang koksgrå jakke, skriver BT.

    Avisen skriver, at den anden sigtede er iført sorte joggingbukser og en sort jakke. Han har sort, maskinklippet hår.

    En tredje person er også involveret i sagen. Han er torsdag blevet fængslet in absentia, fordi han ikke er til stede, men efterlyses internationalt.

    Ifølge DR og BT mistænkes han for at være hovedmanden i terrornetværket. Han er beskyttet af et navneforbud.

    Ved Københavns Byret er politiet mødt massivt op. Hele vejen rundt om Nytorv og Stutterigade står kampklædt politi og bevogter, hvilket er normal procedure i sager, der omhandler terror.

    /ritzau/