Nykøbing-Falster må undvære profil i flere måneder

    Nykøbing Falster Håndboldklub har fået en perfekt indledning på sæsonen i kvindernes bedste håndboldrække.

    Seks sejre i seks kampe er det blevet til for Nykøbing Falster, men nu må klubben undvære profilen Kristina Kristiansen i lang tid.

    Den 29-årige playmaker brækkede hånden, da Nykøbing Falster 20. september slog TTH Holstebro, og Kristina Kristiansen skal opereres og igennem genoptræning.

    Det skriver klubben på Facebook.

    – Mulle (Kristina Kristiansen, red.) skal opereres nu på onsdag (26. september, red.), og så venter seks uger i gips og derefter genoptræning.

    – Vi har et begrundet håb om, at Mulle igen er på toppen, når Santander Final 4 venter den 29. og 30. december, skriver klubben på Facebook.

    Både Nykøbing Falster og Odense Håndbold har maksimumpoint med seks sejre hver i HTH Ligaen.

    /ritzau/