Fremadstormende svensker er klar til Wozniacki i Kina

    Den svenske tennisspiller Rebecca Peterson bliver den første udfordring, når Caroline Wozniacki i WTA-turneringen i kinesiske Wuhan søger oprejsning efter en række tidlige exits.

    Peterson, der har været igennem kvalifikation for at træde ind i hovedturneringen, vandt søndag sin kamp i første runde over ungareren Timea Babos, der trak sig med en skade i tredje sæt.

    Babos vandt første sæt 7-6, men tabte andet sæt 4-6, inden hun opgav ved stillingen 1-4 i afgørende sæt.

    Den 23-årige Peterson er et forholdsvis ubeskrevet blad, der for tiden oplever stor fremgang i sine resultater. Således nåede hun for få uger siden tredje runde i grand slam-turneringen US Open.

    Peterson imponerede blandt andet ved at slå den 27.-seedede, Anastasia Pavlyuchenkova, ud i første runde.

    Svenskeren indledte 2018 som nummer 149 i verden, men er aktuelt avanceret til 56.-pladsen.

    Mødet mellem Wozniacki og Peterson bliver deres første indbyrdes duel. Den er ikke på programmet mandag, men skal formentlig afvikles tirsdag.

    Wozniacki, der fortsat rangerer som verdens nummer to, nåede blot anden runde i Wuhan sidste år og har derfor kun få point at forsvare.

    /ritzau/