De danske vandplaner skal ikke til EU-Domstolen

    Vestre Landsret fastslår onsdag, at de danske vandplaner ikke skal efterprøves ved EU-Domstolen, som landbruget ellers har ønsket.

    På trods af massiv kritik af vandplanerne har Vestre Landsret i Viborg netop afgjort, at beregningerne bag planerne ikke skal sendes til et tjek ved EU-Domstolen.

    – Vi er skuffede. Vi havde selvfølgelig håbet at få medhold i landsretten. Nu vil vi studere den 104 sider lange afgørelse for at se, hvilke andre muligheder vi har, siger Hans Aarestrup, der er direktør i Bæredygtigt Landbrug.

    Skuffelsen deles af Landbrug & Fødevarer, der er gået ind i sagen sammen med Bæredygtigt Landbrug.

    Landbrugsorganisationerne mener ikke, at der er foretaget de nødvendige analyser for de økonomiske konsekvenser af vandplanerne.

    – Det kan ikke nytte noget, at man indfører omfattende danske vandplaner uden at kende konsekvenserne for både erhverv og borgere. Det er urimeligt, siger Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.

    /ritzau/