Sydkoreas præsident: Nordkorea vil nedruste

    Nord- og Sydkorea har underskrevet en fælleserklæring om at arbejde frem mod en atomvåbenfri koreansk halvø.

    Det er Nordkoreas leder, Kim Jong-un, og Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, blevet enige om på et møde onsdag i Nordkoreas hovedstad, Pyongyang.

    Halvøen skal være et “fredens område uden atomvåben og atomtrusler”, oplyser Moon Jae-in på et fælles pressemøde med Kim Jong-un.

    Moon fortæller også, at Nordkorea kan være parat til at lukke sit atomanlæg i Yongbyon. Men med det forbehold, at den amerikanske regering tager “tilsvarende” skridt.

    I juni blev USA’s præsident, Donald Trump, og Kim Jong-un på et historisk møde i Singapore enige om at tilstræbe en atomafrustning på Den Koreanske Halvø, men hvordan det konkret skal ske, talte de ikke om.

    Og siden er der ikke sket meget, skriver AFP.

    Som et mere håndfast resultat af onsdagens møde i Pyongyang vil Nordkorea permanent lukke missilbasen Tongchang-ris. Herfra er der blevet foretaget adskillige prøveaffyringer af langtrækkende ballistiske missiler.

    Men Nordkorea har også benyttet flere andre steder til at sende missiler op. Blandt andet lufthavnen i Pyongyang, skriver AFP.

    Internationale eksperter vil ifølge Moon få adgang til basen under nedlukningen.

    De to har også aftalt et nyt møde.

    Kim Jong-un siger på pressemødet, at han “inden for den nærmeste fremtid” vil rejse til Seoul. Han vil i så fald blive den første leder fra Nordkorea til at besøge Sydkoreas hovedstad, siden krigen mellem de to lande blev indstillet i 1953.

    Donald Trump betegner i et tweet udmeldingerne fra Pyongyang som “meget opløftende”, skriver Reuters.

    /ritzau/