EU vil droppe skattesag mod Irland efter Apple betaler skat

    EU-Kommissionen vil droppe en retssag mod Irland, efter at Apple har betalt 13,1 milliarder euro (knap 100 milliarder kroner) tilbage i skat.

    Konkurrencekommissær Margrethe Vestager har krævet, at Irland selv skulle inddrive pengene fra den amerikanske teknologigigant, men landet har hidtil nægtet.

    Hun foreslår nu at trække retssagen tilbage.

    – I lyset af den fulde betaling fra Apple af den ulovlige statsstøtte, det modtog fra Irland, vil kommissær Vestager foreslå kommissærkollegiet at trække retssagen tilbage, lyder det i en e-mail fra en talsmand til Reuters.

    Det enorme beløb var resultatet af en længere undersøgelse i EU, hvor det kom frem, at Apple havde betalt langt under en procent i skat i EU på grund af en skatteaftale med Irland.

    Både Apple og den irske regering afviser den afgørelse, som Margrethe Vestager pålagde parterne i 2016.

    Den irske regering vil ikke anerkende, at Apple skulle have fået en skattefordel og har tidligere appelleret kendelsen.

    Apples tilbagebetaling kan betegnes som et vendepunkt i EU’s største skattesag mod amerikanske teknologiselskabers skatteforhold.

    Selskabet og den irske regering fortsætter dog deres appelsager ved EU-Domstolen, mens Apples tilbagebetaling er blevet overført til en deponeringskonto.

    Ifølge Irland er appelsagen vigtig, fordi den signalerer, at landet fortsat er attraktivt for udenlandske investeringer.

    – Regeringen er principielt uenig med kommissionens analyse og søger en annullering af beslutningen, lyder det i en erklæring fra finansministeren.

    Irlands finansministerium begyndte at indsamle beløbet i en række betalinger i maj.

    Irland vurderer selv, at det vil tage de europæiske domstole flere år at nå frem til en afgørelse.

    /ritzau/