Borgere i Midt- og Vestjylland har søndag formiddag oplevet en mindre rystelse. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi, der også selv mærkede rystelserne.
– Vi mærkede kortvarigt, at hele bygningen, vi sidder i, rystede. Det er ellers en solid bygning, siger vagtchefen.
Rystelsen skete omkring klokken 11 søndag. 20 minutter senere begyndte borgere fra Lemvig, Struer og Mors at ringe ind til politiet og forklare, at de også havde mærket rystelserne.
De største rystelser synes at være omkring Mors, oplyser vagtchefen.
Seismologer fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (Geus) er søndag middag på foranledning af Midt- og Vestjyllands Politi ved at undersøge sagen.
Det virker ikke til, at rystelserne har givet nogen skader i landsdelen, oplyser vagtchefen.
– Vi er ikke bekymret. Vi undersøger sagen for at få stillet vores nygerrighed.
/ritzau/











