Stormen Florence har kostet 11 mennesker livet i USA

    Yderligere fire personer har mistet livet som følge af den tropiske storm Florence, der hærger flere stater i USA.

    Det oplyser myndighederne.

    Det bringer det samlede dødstal op på 11.

    En 81-årig mand er bekræftet død, efter han lørdag faldt og slog hovedet, da han var i færd med at pakke sine ting for at evakuere fra byen Wayne.

    Samme dag omkom et ægtepar i en husbrand, der opstod i forbindelse med stormen. Også en 61-årig kvinde, hvis bil ramte et stort træ, der var faldet ned på motorvejen, mistede livet.

    Et ældre ægtepar var fanget på loftet i deres hus i byen New Bern i North Carolina i 17 timer, før de blev reddet i sikkerhed. I mellemtiden var huset blevet fyldt med vand.

    – Jeg siger dig. Da vi var oppe på loftet, og vinden kom, begyndte jeg bare at bede. Jeg har aldrig bedt så meget i mit liv. Jeg sværger. Jeg bad nonstop, fortæller 71-årige Patricia Dixon.

    – Vinden hamrede mod vores hus, og jeg tænkte bare, at hvis taget røg af, så ville det være ude med os.

    /ritzau/AP