To personer er blevet ramt af skud lørdag aften i området mellem Ishøj og Vallensbæk.
Det oplyser Jens Møller, der er vagtchef ved Københavns Vestegns Politi.
– Først modtog vi en anmeldelse klokken 22.09 om, at der skulle være affyret nogle skud i området ved Ishøj Parkvej, siger han.
Skuddene kom muligvis fra nogle biler, der kørte fra stedet. Men der gik ikke længe, før der igen var bud efter betjentene, da endnu en anmeldelse tikkede ind.
Den gik på, at to personer var blevet ramt af skud i området ved Vallensbæk Station. Politiet kørte ud til stedet, hvor betjentene mødte de to forurettede.
Deres tilstand er umiddelbart ikke kritisk, påpeger Møller. Men begge personer er kørt på skadestuen for at blive tilset. Det er uvist, hvor gamle de er.
Tæt på de to forurettede stod den bil, som politiet antager, at de kørte i. Der er en del skudhuller på siden.
Det er ikke muligt at få at vide, hvor de to personer er blevet ramt, hvor mange gange eller om der er mistanke om tilknytning til bander.
Betjente arbejder sent lørdag i begge områder, hvor der bliver samlet spor og foretaget afhøringer.
/ritzau/











