73-årig kvinde dræbt i sammenstød med lastbil

    En 73-årig kvinde har mistet livet i en trafikulykke på Sønderborgmotorvejen torsdag eftermiddag, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi. De pårørende er underrettet.

    Ulykken skete klokken 13.04, da en personbil og en lastbil kørte sammen. Det skete i det østgående spor ved Gråsten.

    Den 73-årige kvinde sad bag rattet i personbilen, og ifølge politiet blev hun erklæret død på stedet.

    Efter ulykken var motorvejen spærret, og da den blev åbnet igen, skete der flere uheld.

    Først kørte en personbil ind i en varebil, og siden stødte to lastvogne sammen. Det medførte ifølge politiet ingen personskade.

    /ritzau/