Nordkoreas Kim Jong-un gentager ønske om atomafrustning

    Nordkoreas leder, Kim Jong-un, understreger, at han fortsat ønsker og arbejder for en atomafrustning på Den Koreanske Halvø.

    Det fremgår af en udtalelse fra lederen, der er publiceret gennem det statskontrollerede medie i Nordkorea, KCNA.

    – Nord og syd skal styrke deres indsats for at gennemføre en atomafrustning på Den Koreanske Halvø, siger Kim i meddelelsen.

    Udmeldingen kommer i kølvandet på et møde med Sydkorea.

    Kim mødtes onsdag med en sydkoreansk delegation ledet af udsendingen Chung Eui-yong i Pyongyang. Formålet med mødet var at forberede et topmøde mellem Kim og Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, i september.

    Topmødet er planlagt til at finde sted i den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang, fra 18. til 20. september, skriver AFP.

    /ritzau/