En tidligere ansat ved et socialpædagogisk opholdssted i Nordvestjylland har ret til erstatning for vold på jobbet.
Det har Højesteret tirsdag slået fast.
Dermed er afgørelsen fra by- og landsretten blevet underkendt.
Her henholdt man sig til en skærpet praksis fra Erstatningsnævnet, der i 2014 besluttede, at sager om vold på jobbet skal politianmeldes inden for 72 timer.
Men denne skærpede praksis var uden lovhjemmel, konkluderer Højesteret.
Det var en 14-årig elev, der tog halsgreb på kvinden, som fungerede som skoleleder. Det har siden ført til diagnosen posttraumatisk stress.
Det er Danmarks Lærerforening, der har ført sagen på vegne af den 44-årige kvinde.
Foreningens advokat, Søren Kjær Jensen, mener, at afgørelsen fra Højesteret vil få betydning for andre sager.
– Der vil være en del sager, som Erstatningsnævnet har afvist med en forkert begrundelse. De sager må nævnet nu skulle kigge på igen og finde ud af, om det pågældende voldsoffer måske skal have anerkendt retten til erstatning, siger han.
Advokaten læser afgørelsen således, at der kan dispenseres for kravet om politianmeldelse inden for tre døgn, hvis man som ansat på et sted med personer, der kan være udadreagerende, eksempelvis på et opholdssted eller et plejehjem med demente, udsættes for vold.
Han forventer, at Erstatningsnævnet nu vil genåbne sagen om erstatning til den 44-årige kvinde op igen. Og så vil det sandsynligvis ende med, at kvinden tilkendes en erstatning, vurderer han.
Som følge af PTSD-diagnosen er kvinden ikke længere på arbejdsmarkedet.
/ritzau/











