Støjberg: Ceremoni handler om meget mere end et håndtryk

    Man kan sagtens prøve at forfladige debatten og sige, at det bare handler om et håndtryk. Men det handler om meget mere.

    Sådan lyder det fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

    – Det handler om, at man har tilvalgt Danmark. Der er ingen, der er forpligtiget til at søge dansk statsborgerskab. Det er et privilegium. Det er noget, man skal gøre sig fortjent til, siger hun.

    Fredag skrev Jyllands-Posten, at Støjberg og regeringen har en række krav til forløbet i en kommunal ceremoni, som ansøgere skal igennem, inden de kan opnå statsborgerskab. Og her indgår et håndtryk som en vigtig del.

    Men mandag meddeler en række Venstre-borgmestre, som DR Nyheder har talt med, at de ikke har i sinde at følge loven, hvis det bliver en realitet.

    De vil ikke indberette til de relevante myndigheder, hvis en, der står til at få statsborgerskab i Danmark, ikke vil give hånd, skriver DR.

    Tv-stationen har taget kontakt til 37 af Venstres borgmestre. De fleste af dem siger, at de vil overholde de love, som Folketinget vedtager. Men ikke alle.

    En af dem er Thomas Andresen (V), der er borgmester i Aabenraa.

    – Jeg vil udfordres på det og se, hvad der sker, hvis jeg ikke indberetter det. Og jeg vil allerhelst slippe for overhovedet at have nogen ceremoni. Hvad er det dog for noget? spørger han ifølge DR.

    Og han er ikke alene. Men Inger Støjberg kan ikke se et scenarie for sig, hvor lovene ikke bliver fulgt.

    – Jeg kan simpelthen ikke forestille mig en situation, hvor en borgmester ikke vil overholde landets love, siger hun.

    /ritzau/