Haas-køreren Romain Grosjeans sjetteplads fra Italiens Grand Prix søndag er blevet annulleret.
Den Internationale Motorsportsunion (FIA) og Formel 1 bekræfter søndag aften, at Grosjean er blevet diskvalificeret som følge af en klage.
Formel 1-organisationen bekræftede tidligere søndag, at Renault-holdet havde indgivet en klage, der retter sig mod franskmandens racer.
Diskvalifikationen skyldes en detalje i bunden af Grosjeans racer, der er imod reglementet.
Haas’ teamchef, Günther Steiner, siger ifølge holdets Twitter-profil, at man vil appellere beslutningen.
– Vi er ikke enige i dommernes beslutning om at straffe vores hold, og vi føler helt klart, at vores sjetteplads i Italiens Grand Prix bør stå ved magt. Vi appellerer dommernes beslutning, siger Günther Steiner.
Med sin flotte kørsel havde Grosjean ellers sikret sig otte point til den samlede stilling, hvor han derfor var kommet op på 35 point – 14 færre end teamkollega Kevin Magnussen.
De point er foreløbig blevet fjernet, så Grosjean nu igen er 22 point efter sin danske kollega.
Mens Grosjean blev nummer seks, sluttede teamkollegaen Kevin Magnussen sidst som nummer 17 søndag på Monza-banen.
Her endte Lewis Hamilton (Mercedes) som vinder af grandprixet.
/ritzau/











