Lewandowski føler sig igen værdsat og vil blive i Bayern

    Stjerneangriberen Robert Lewandowski ser ud til at blive i storklubben Bayern München, selv om polakken tidligere har luftet muligheden for et klubskifte denne sommer.

    Lewandowski fik hård kritik i afslutningen af sidste sæson, da Bayern München tabte til Real Madrid i Champions League-semifinalerne, og han mener ikke, at klubben forsvarede ham under kritikstormen.

    Nu er han imidlertid kommet sig over kritikken og den manglende opbakning og vil blive i klubben.

    – I april og maj var næsten alle ude efter mig, og jeg følte ingen beskyttelse fra klubben. Jeg var ladt helt alene. Jeg scorede ikke i to-tre vigtige kampe, og pludselig skulle alle skyde mod mig.

    – Jeg kunne ikke se nogen, der støttede mig. Bosserne støttede mig ikke. Siden har jeg indset, at fansene her i München står bag mig, og i sidste ende føler jeg mig nu værdsat, siger Lewandowski ifølge Bild.

    De seneste år er det blevet en trend blandt topspillere at gå træningsstrejke, når de har været utilfredse i deres klubber. Sådan kommer Lewandowski ikke til at opføre sig.

    – Jeg vil aldrig strejke. Og jeg vil heller ikke tænke mere på at skifte til andre lande, siger Lewandowski.

    Målmageren er påbegyndt sæsonen med bravur. Først scorede han hattrick i 5-0-nedsablingen af Eintracht Frankfurt i Super Cuppen, og derefter scorede han det enlige mål i pokalsejren over Drochtersen/Assel i weekenden.

    Bayern Münchens nye cheftræner, Niko Kovac, har da også stor tiltro til Lewandowski.

    – Han er en verdensklasse angriber, som har gjort meget godt for vores klub, og han vil fortsætte med at udrette mange store ting for klubben i fremtiden, siger Kovac.

    30-årige Lewandowski kom til Bayern München fra Dortmund i sommeren 2014. Hans kontrakt med Bayern løber til sommeren 2021.

    /ritzau/dpa